2 års fødselsdag

november 4th, 2009 by Christopher

Victor havde 2 års fødselsdag i sidste uge. Det var store sager, og i år er det straks mere interessant at pakke gaver ud. Af mor og far fik han bl.a. et Postmand Per sæt med Postmand Per og postbilen, katten Emil, Ajay og toget, Fru Madsen og Teddy med bil og værktøjskasse. Det er et stort hit, og skal helst med i dagpleje hver dag (og han vil iøvrigt gerne dele)! Derudover fik han en trailer til den røde motorcykel, og en Little People racerbane hvor to biler kan køre rundt. Sidstnævnte skaber også meget fornøjelse.

På hans fødselsdag havde vi inviteret børnene fra dagplejen og dagplejemor. De kom til boller og kage kl. 09.00, og det var meget svært for Victor at vente, for han havde selvfølgelig fået at vide at de andre børn skulle komme.

Vi havde indrettet stuen til de små gæster; Victors lille IKEA bord og stole havde vi sat ind og dækket op, så børnene havde deres eget selskabsbord. De spiste flittigt af både boller og lagkage, og bagefter blev der flittigt leget med alle Victors legesager. Det var en rigtig fin dag, og dagplejen tog hjem ved middagstid, da børnene skulle hjem og sove. Victor var puttet da de andre børn gik, for han var så træt, den lille purk. Det er hårdt at have fødselsdag!
Til aftensmad fik Victor besøg af mormor og morfar, og så var det vist også godt. Han havde en rigtig god dag.

(Se billeder i albummet)

Comments are closed.