Archive for marts, 2009

Victor vokser

mandag, marts 2nd, 2009

Der er gået lidt tid uden indlæg på bloggen, men det vil vi forsøge at gøre lidt ved igen.

Victor har fået appetitten igen. Han spiser rigtigt godt og skyder godt i vejret. Alt tøj er på det sidste blevet skiftet til str. 86, og hans sko (str. 21) ser også ud til at blive for små i starten af foråret. Hans vægt ligger omkring 11kg, og han har nu 9 tænder og flere på vej. Af samme grund er sutten også et hit i øjeblikket – det har den ikke altid været.

Victor er startet i nye dagpleje i dag, som ligger få minutters gang (!) fra vores hus. Den første dag er forløbet godt, så vi krydser fingre for at de bliver glade for hinanden. Dagplejemor er dog overbevist om de nok skal blive bedste venner. De øvrige børn i dagplejen er lidt ældre, så der skulle være potentiale for at lære nogle narrestreger af de andre 😉

Af sind er Victor fortsat meget gavmild med sine smil, til stor gavn for mange mennesker han ser og møder. Han er dog også meget temperamentsfuld, men udtryksmulighederne er jo også begrænset når man blot er en lille purk med egen vilje, men uden sprog!

Han spiser mere og mere selv herhjemme, og er rigtig god til at bruge både ske og gaffel. Derudover fokuserer han sine motoriske kræfter på at afprøve tingenes egenskaber, måske især ved at smide med dem! Han elsker at være ude og minder ofte mor og far om det ved selv at finde sine sko og pege på hoveddøren. Der går meget tid med at gå, men derudover er en af yndlingsbeskæftigelserne i det fri at lege med de små grå sten fra bedene i haven. Dem kan man sidde længe og lægge frem og tilbage ..